Spørg præsten

Hvis du har spørgsmål til præsten vedrørende

  • teologiske spidsfindigheder,
  • moralske skrupler,
  • troskriser,
  • en bestemt prædiken, som udfordrede dig
  • eller noget helt andet…

så er du velkommen til at benytte dig af nedenstående form, og sende dit spørgsmål.

Alle seriøse spørgsmål vil blive besvarede og publiceret her på siden (du må selv bestemme, om du skriver under eget navn eller pseudonym. Det navn, du skriver vil indgå i den publicerede besvarelse).

FORFATTEREN TIL SKABELSESBERETNINGEN


Spørgsmål:
Hvorfra og til hvem kommer berettelsen omkring Verdens skabelse? Til hvem mener jeg den person, som har bidraget hertil I GT. Men venlig hilsen Flemming

Svar:
Det er et vældig godt spørgsmål.

Ifølge traditionen er der Moses, der har nedskrevet beretningen i 1 Mosesbog 1-3. Mere ved vi ikke. Hvor Moses har sin viden fra, ved vi heller ikke. Måske var det en velbevaret mundtlig fortælling, som Gud lod de ældre generationer videreformidle til de yngre? Måske var skabelsesberetningen og de andre urfortællinger budskaber, som Gud åbenbarede for Moses på bjerget? Vi ved det faktisk ikke!

Det vi kan vide, er at de bliver regnet for at være troværdige og sande. Fx henviser både Jesus og Paulus til skabelsesberetningen, når de skal begrunde noget vedrørende ægteskab og kønsroller.

Venligst Jón

DÅB


Spørgsmål:
Hvad er det vigtigste ved dåben?

Svar:
Kære spørger!

For mig at se erd et vigtigste i dåben to ting:

Gaven, som jeg får i dåben
At jeg åbner gaven
Gaven
I dåben rækker Gud mig en gave. Og den gave er statsborgerskab i hans rige. Dvs. det, som ligger i gaven, er at jeg er Guds barn. Alle mennesker er syndere ifølge Bibelen. Det betyder IKKE, at vi alle sammen er onde og lede i forhold til hinanden. Men det betyder, at i forhold til Guds standard, så er vi ikke så hellige og rene, som vi burde være. Vi har synd i vores liv. Den her synd kommer til udtryk, når vi bliver selviske, når vi misunder, når vi hidser os op osv. Og på grund af denne synd er vi adskilte fra Gud. Faktisk er det så alvorligt ifølge Bibelen, at hvis vi ikke kommer af med denne synd, så vil vi gå evigt fortabt. Men Gud hader, at vi er adskilte fra ham. Derfor sendte han sin søn ind i vores verden. Jesus kom for at bære vores skyld på sig. Han kom for at bære straffen, så at vi kunne gå fri. Et sted i Bibelen står der, at Jesus blev en forbandelse for os. Det betyder, at Jesus gik fortabt i vores sted. Og dét, som Gud tilbyder os i dåben, er at vi tager Jesu plads. Dvs. at vi bliver ét med Gud, ligesom Jesus er det. Gaven, som vi altså får tilbudt i dåben, er et evigt liv i Paradis sammen med Gud.

Åbne gaven
Der er dog ingen automatik over dåben. Nogle gange kan man have sådan en magisk forståelse af dåben. Altså, hvis man bare får nogle dråber vand smidt på sig – samtidig med at præsten fyrer nogle hellige gloser af – så blir man automatisk et helligt menneske. Men det er IKKE det, der sker i dåben. Det, som sker er, at vi får tilbudt Guds gave. Så er det op til os, om vi vil tage imod den eller ej. Gud giver os muligheden og midlerne til at tro; men vi må tage imod det eller ej.

Venligst Jón

ÆGTESKAB ML. EN KRISTEN OG EN MUSLIM

Spørgsmål:
Min forlovede og jeg skal giftes til sommer i Tunesien og siden han er muslim har vi valgt at blive viet af en imam og derefter på rådhuset. Jeg har forstået det sådan at en imam giver os begge velsignelse fra Gud til at være sammen. Men har Islam og Kristendom den samme Gud? Og hvad siger islam og kristendommen angående kærlighed og er der nogle ligheder? Jeg er bange for at jeg mister en del af min religion hvis jeg bliver viet af en imam, men får jeg stadig guds velsignelse? Og er denne form for ægteskab fokuseret på begge religioner? Jeg håber virkelig at høre fra dig. På forhånd tusind tak 🙂

Svar:
Kære snarlige brud!

Tillykke med forlovelsen 🙂

Jeg vil svare dine 4 spørgsmål hver for sig:

“…har Islam og Kristendom den samme Gud?”
Nej. Det er ikke den samme Gud, man dyrker. Den allervigtigste forskel handler om Jesus. Begge religioner har stor respekt for Jesus. Men Islam anerkender hverken hans stedfortrædende død eller hans guddommelighed. Og disse to læresætninger er noget af det mest centrale i kristendommen. Jesu stedfortrædende død handler om, at alle mennesker er syndere. Dvs. alle mennesker mangler den oprindelig fuldkommenhed, som de blev skabte med, og derfor har vi det i os, at synde i ny og næ. Nogle af os begår store og synlige synder – alle af os synder regelmæssigt. Synd i denne sammenhæng skal forstås som, at man bryder Guds bud. Og det er underordnet om det er en syndig handling, noget man siger, eller noget man tænker. Problemet med, at vi er syndere, er at ingen syndere har adgang til Guds paradis. Her er det Jesu stedfortrædende død kommer ind i billedet. Gud var ikke tilfreds med, at vi menesker ikke kunne komme med i Paradiset – derfor sendte han sin søn til jorden for at leve et perfekt, syndfrit liv – og til sidst lod han ham henrette – ikke for sine egne synder, men for at tage straffen for alle menneskers synder. Han blev straffet i stedet for os. Du kan læse mere om dette i en gammel profeti om Jesus. Denne profeti blev faktisk skrevet 700 år før Jesu fødsel, men handler om hans stedfortrædende død: Esajas 53!

I Islam er Jesus en stor profet, ja, en af de største. Men han er ikke Guds søn, sådan som kristendommen hævder. I kristendommen gælder det: Ser du Jesus, så ser du Gud. Dvs. du tror ikke på den Gud, kristendommen tror på, hvis ikke du tror på Jesus som Gud.

“…hvad siger islam og kristendommen angående kærlighed og er der nogle ligheder?”
Jeg ved desværre ikke nok om Islam til, at jeg kan sige særlig meget om det. Jeg har fået fortalt, at Islam sætter kærligheden højt, og at Koranen roser den mand, der viser sin hustru kærlighed, eller noget i den stil.

Kristendommen har rigtig meget at sige om kærligheden – men ikke kun kærligheden ml. mand og kvinde, men også kærligheden ml. Gud og mennesker, mennesker imellem, ml. forældre og børn osv. Kernen i disse kærlighedsrelationer er dog altid den samme, nemlig kærlighedsbuddet: Du skal elske Gud af alt hvad du er, og din næste som dig selv. Dvs. Kærlighedsforståelsen i kristendommen er altid først og fremmest opofrende og uselvisk. Det betyder dog ikke, at den er selvudslettende; men at man sætter den andens behov over sine egne. Jeg har lyst til at komme med to citater fra Bibelen. Det første er taget fra et kapitel i Bibelen, som ofte er blevet kaldet kærlighedens højsang. Det handler egentlig ikke i første omgang om kærligheden ml. mand og kvinde, men mere om kærligheden til Gud og sine medkristne – Men det er også nogle smukke ord, man kan bruge om den kærlighed, man har til sin partner:

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,
den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op.” fra Paulus første brev til Korintherne kapitel 13

Og så nogle vers fra Bibelen som direkte handler om relationen mellem mand og kvinde:

“I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.

Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. For vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken. Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.” fra Paulus brev til Efeserne kap 5

“Jeg er bange for at jeg mister en del af min religion hvis jeg bliver viet af en imam, men får jeg stadig guds velsignelse?”
Personligt ville jeg nok ikke lade mig vie af en Imam, da jeg ikke tror på det samme som ham. Men du mister ikke automatisk noget af din tro, ved at lade dig vie af en Imam. Hvis du begynder at opfatte Imamen som en religiøs autoritet over dig, som kan indvie dig i nogle af Guds hemmeligheder, så er du på vej til at miste din religion. Men det er noget helt andet. Så vidt jeg kan forstå på dig, bliver du ikke viet af en Imam for din egen skyld, men af respekt for din kommende mand og hans religion.

Set fra en kristen synsvinkel, så har Gud opfundet ægteskabet. Og det betyder, at alle ægteskaber, som er indgået på normal vis i forskellige samfund, er ægte ægteskaber. Også et ægteskab hvor to muslimer bliver gift, er et rigtigt ægteskab i Guds øjne. På skabelsesplan er de allerede under Guds velsignelse – dvs. de hører sammen, de kan stifte familie, de har ejerskab over hinanden osv.

Jeg er lidt usikker på hvad du mener, når du spørger, om du stadig får Guds velsignelse. Hvis dit spørgsmål handler om, hvorvidt dit ægteskab rent kristeligt set er gyldigt, så er svaret ja. Men hvis du spørger til, hvorvidt en Imam kan viderebringe den kristne Guds direkte og konkrete velsignelse, så må svaret være nej. Og den får I heller ikke på rådhuset, da man undgår at blande religion ind i ritualet dér.

Men altså, du mister ikke nødvendigvis din tro og religion ved at blive gift med en muslim. Der er selvfølgelig ting, der vil være udfordrende og svære, når man ikke deler grundlivssyn – men det er en helt anden snak.

“…er denne form for ægteskab fokuseret på begge religioner?”
Jeg er ikke 100% sikker på hvad du mener. Men jeg forstår det sådan, at du spørger til, om den vielse, som Imamen står for, fokuserer på begge religioner? Hvis det er det, du spørger om, så tror jeg ikke Imamen vil sige noget om kristendommen. I så fald skal han til at gå på kompromis med sin egen religion. Derfor kan han selvfølgelig sagtens tage mest muligt hensyn til dig og din familie. Men når I bliver viet af en Imam, så skal du regne med en udelukkende muslimsk vielse.

Hvis du meget gerne vil have det kristne med, kunne du overveje at blive viet af en præst i stedet for at blive viet på rådhuset – eller evt. efter ceremonien på rådhuset blive velsignet af en præst.

Held og lykke med det hele, og Guds fred!

VEDRØRENDE KATOLSKE PRÆSTER OG CØLIBAT


Spørgsmål:
Spørgsmål: hvor for må en katolsk præst ikke giftes og hvem har sagt at de ikke må?

Svar:
Kære spørger!

Paulus, en af Bibelens forfattere, taler på et tidspunkt i 1 Korintherbrev om, at det er godt at leve som ugift. For så kan man hellige sig tjenesten for Gud på en helt anden måde, end en gift kan. En, der er gift, har først og fremmest ansvar for sin egen familie – og først derefter ansvar for menigheden.

Nu er jeg ikke selv romersk katolsk, men jeg tror, det er ca. sådan, de ville argumentere. Du kan læse et mere dybdegående svar fra katolikkerne selv her: https://www.katolsk.dk/tro/hvad-siger-kirken-om/coelibat/

Mvh Jón

BØR JEG MELDE HAM?


Spørgsmål:
Hej jeg har fundet en pædofil på nettet, men jeg ved ikke om jeg burde melde ham? Jeg har på en måde lagt op til det, men jeg har også sagt at det er KUN hvis han selv vil det. Han tror at han kommer til at have samleje med mig (13år) og min lillesøster (8), han har også fået at vide, hvor gamle vi er. Men jeg ved bare ikke om det er den rigtige ting at gøre, fordi jeg ødelægger samtidigt resten af hans liv, ved at der kommer til at stå “pædofili” på hans straffeattest. Skal jeg melde ham, eller skal jeg lade være? Hvis jeg skal gøre det så bliver det nok til “Jagten: børnelokkere på nettet” (udsendelse på TV3), fordi jeg kender en af dem der arbejder for serien og jeg ved at de kan bevise det professionelt, og så melder de ham.

Svar:
Kære 13 årige!

Sådan en viden er en meget stor byrde at gå og bære på for en 13 årig. Det første, jeg vil foreslå dig, er at du snakker med dine forældre om det (eller andre voksne, du har tillid til), og lad dem tage sig af det. Jeg vil ikke foreslå, at de første voksne, du taler med om det, bliver nogen fra en TV udsendelse. Tal med voksne, som du kender og stoler på – og fortæl dem, hvad der er sket – og hvad han har sagt/skrevet til dig. Spørg dem, om de vil guide dig igennem det, kontakte politiet og evt. andre relevante myndigheder osv.

Mvh Jón

HVAD SIGER BIBELEN OM POKER?


Spørgsmål:
Hej.

Hvad siger min bibel egentlig om det at spille (poker)? Spørger jeg i omgangskredsen synes jeg at jeg får svar efter om folk selv kan lide at spille eller ikke.

Jeg har spillet poker i et års tid nu. Det foregår i en registreret klub med ordnede forhold, og penge ind- og udbetaling foregår via 3. part og aldrig i løbet af spilleaftenen (alt foregår via bankoverførsler). Det koster 300,- at spille, og det er ikke muligt at bruge mere end det på et spil (der er 2 spil om måneden). Så jeg er egentlig ikke bekymret for at ende i ludomani, eller at lede andre i fordærv, for jeg mener at forholdene er så det ikke er muligt. Men jeg er nu stadig i tvivl om hvad Far siger til det. Jeg har bedt over det for at få svar, men synes ikke at kunne høre noget – men så igen, jeg er jo kommet hertil, så det kan være jeg får svaret nu?

Men nu hvor jeg sidder og skriver det begynder jeg at frygte for svaret – Jeg finder jo utrolig stor glæde ved at mødes med andre om et utroligt spændende og hyggeligt spil, hvor det for mit eget vedkommende bestemt ikke er pengepræmien der driver værket, men mere samværet, taktikken og hyggen ved bordet. Jeg synes jo det er en billig aften i byen, og jeg får lov at møde nye mennesker i ny og næ, som er lette at komme i snak med – vi har jo i hvert fald en enkelt ting til fælles.

De venligste hilsener fra Rune.

Svar:
Hej Rune.

Bibelen nævner naturligvis ikke noget om poker, da poker ikke var opfundet, da Bibelen blev til. Men det jeg hører dig spørge om, går mere på, om det er ok at bruge tid på spil på sådan en måde? Og måske endnu mere, er det ok, at spille om penge?

Først ønsker jeg at sige, at jeg ikke kan finde noget sted i Bibelen, der principielt taler imod hverken at bruge tid på spil – og heller ikke på at spille om penge. Men dér, hvor bibelen måske alligevel siger en smule om poker – er hvor den taler om vores forhold til penge. Og også hvor den taler om kødets lyst.

Først om penge. Du siger selv, at din motivation ikke er pengegevinsten, så gælder dette måske ikke dig. Men årsagen til, at man i en del kristne kredse i mange år har opfordret folk til at tage afstand fra kortspil – særligt spil, der havde med penge at gøre – var at folk blev afhængige af det, og spillede sig ud af hus og hjem. Nogle gik endda så vidt, at man begyndte generelt at kalde kortspil for synd – men dét er der altså intet bibelsk belæg for. Til gengæld opfordres vi i bibelen til at leve ansvarligt, og til at tage vare på det, som vi hver især har fået betroet. Det kan dreje sig om penge, tid, vores krop, vores familie osv.

Dernæst det der med kødets lyst. Vi advares gentagne gange imod, at give efter for kødets lyster. Det betyder ikke, at det er forkert at nyde noget – men det betyder, at vi ikke må lade ting tage den plads, som rettelig tilhører Gud. Spørgs¨ålet bliver altså: hvilken plads har poker i dit liv? Er det en hyggelig hobby, en tidsfordriv som du nyder med gode venner? Eller er det dét, som du indretter dit liv efter? Dette er naturligvis sat på spidsen, men jeg håber du forstår pointen.

Svaret bliver altså, at Bibelen egentlig intet siger om poker og gambling som sådan. Men det må aldrig tage den plads, som kun Gud bør have i vores hjerte. Og så handler det naturligvis ikke længere kun om poker, men også om TV, alkohol, familie, fodbold osv.

HVAD VILLE DER SKE HVIS IKKE VI TROEDE PÅ EN HØJERE MAGT?


Spørgsmål:
Hej!

Jeg er igang med et skoleprojekt, hvor min konflikt er; Hvad ville der ske hvis ikke vi troede på en højere magt?
Det ville være helt perfekt at hører en præsts teori.

Kærlig hilsen
Anna.

Svar:
Kære Anna.

Undskyld mit lidt sene svar herfra.

Et meget interessant spørgsmål du stiller. Jeg har lyst til at give dig to svar (og lidt til):

Det første svar er egentlig ikke et rigtigt svar på dit spørgsmål; men mere et svar på, hvad der ville ske, hvis der ikke VAR en højere magt? Hvis der ikke var en højere magt, så tror jeg simpelthen ikke, at noget som helst ville eksistere. Jeg tror simpelthen ikke på tilfældighedsfilosofien. Jeg tror ikke på, at noget kan opstå af intet, og lys af mørke. For det første fordi, at intet jo ingenting er – og derfor per definition ikke kan skabe noget. Og lys kan heller ikke komme af mørket, for mørket er ikke noget i sig selv – det eksisterer kun som en skygge af lyset. Det er sådan en slags forklaringsfilosofisk vinkel, kan man sige. Men der er også en mere meningsbaseret vinkel. For hvis der rent faktisk ikke var en højere magt bag. Men at det kun var tilfældighederne, der bestemte. At intet faktisk kunne var ophav til alt. Og mørket rent faktisk kunne frembringe lys. Hvad var så meningen? Og her tænker jeg ikke bare på den overordnede, universelle mening for os alle sammen. Nej, men helt nede i de små detaljer – hvad ville meningen være? Hvilken betydning ville det have, om jeg trak vejret eller ej? Hvilken betydning ville det have, om et menneske blev reddet eller ej? Ingen, ville jeg mene, hvis ikke der var en højere magt bag. Naturligvis ville man sagtens kunne tillægge tingene en mening – men en egentlig dybtliggende mening ville det jo ikke være, vel?
Så til det faktiske svar. Der vil jeg først og fremmest sige, at alle mennesker tror på en ‘højere magt’, om de vil være ved det eller ej. Det kan så være, at den magt er dem selv og deres lyster eller moral. Eller det kan være ens rygte, ens karriere etc. Alle har noget, som de lever – eller ikke ønsker at leve – for. Alle forholder sig på en eller anden måde til en højere mening, som enten er eller burde være der for dem. Men jeg tænker, at det du mener, når du siger højere magt, er noget lidt mere trancsendent og guddommeligt? Nu kan jeg mærke, at jeg nok blir en smule tør at høre på 🙂 For igen, har jeg lyst til at komme med to svar.
a) For det første tror jeg, at det at tro på en gud, giver en vis mening i livet (ikke for alle, men for de fleste). Og her er det næsten lige meget om vi snakker en kristen gud eller en ikke-kristen. Det, at tro på en højere magt, gi’r en vis form for livskvalitet, som dem, der ikke tror, må finde andre steder.
b) Og så det væsentligste svar: Jeg tror kun, at der findes én sand Gud. Og det kan være ét fedt, om man er ateist, muslim, hindu etc., hvis ikke man tror på Jesus, så gavner det intet i sidste ende, at tror på deres højere magter. Et menneskeliv her på jorden i dette liv kan være godt eller dårligt, meningsfuldt eller trist. Men efter dette liv slutter, er der kun to veje, sådan fortæller Bibelen om det. Den ene vej, er livet sammen med Gud – som er fantastisk og kun godt. Og den anden vej, er livet borte fra Gud, som er det samme som den evige fortabelse. Så min ‘teori’ er, at hvis mennesker ikke tror på Jesus, så vil det få fatale konsekvenser for deres efterliv. Hvis de til gengæld indså deres behov for hans indgriben, og tog imod hans gave, vil det give dem et evigt liv.

Med venlig hilsen

Jón.